Helle Nielsen er blevet faglært:

Vi har lært en masse

56-årige Helle Nielsen kan efter blot 11 ugers uddannelse kalde sig faglært rengøringstekniker.

56-årige Helle Nielsen har arbejdet som ufaglært rengøringsassistent i Thisted Kommune i godt tre år. Thisted Kommune er i fuld gang med at uddanne alle deres rengøringsassistenter på kommunens skoler.

Helle Nielsen afsluttede sin uddannelse i april og kan nu kalde sig faglært rengøringstekniker.

”Det er en god uddannelse. Vi har lært en masse, og alle kollegerne på mit hold klarede det flot,” siger Helle Nielsen, som scorede et flot 10-tal til den afsluttende eksamen.

 

En stor tilfredsstillelse

Normalt tager det to år at gennemføre uddannelsen til rengøringstekniker, men på grund af deres erhvervserfaring, kan Helle Nielsen og hendes kolleger i Thisted Kommune gennemføre uddannelsen på blot 11 uger.

”Jeg kan tydeligt se på linoleumsgulvene på min skole, at de er blevet meget pænere, efter at jeg har tager uddannelsen. Før brugte vi simpelthen rengøringsmidlerne helt forkert. Nu har vi lært en masse teori, som vi kan bruge i arbejdet. Det er en stor tilfredsstillelse,” siger Helle Nielsen.