Tilbud om uddannelse giver gladere medarbejdere hos Cobham
I den nordjyske virksomhed Cobham er der kommet syv ny-udlærte industrioperatører blandt medarbejderne. Satsningen på voksenuddannelse gavner både medarbejdere og ledelsen, lyder det fra tillidsrepræsentant Susanne Christensen.
”Det er en god og fri arbejdsplads. Vi har et godt ry udadtil, hvilket er med til at trække mange medarbejdere til.”
Sådan lyder svaret fra tillidsrepræsentant Susanne Christensen, når hun skal forklare, hvorfor industrivirksomheden Cobham nord for Aalborg er populær blandt ansøgere.
Virksomheden arbejder med at producere satellitantenner til bl.a. skibe og fly. Men med ca. 50-60 ufaglærte ud af godt 200 medarbejdere består en stor del af produktionen af ufaglærte kræfter – dén statistik vil Cobham gerne bringe ned.
”Vi ønsker hele tiden at udvikle vores medarbejdere. Flere af dem har spurgt efter kurser og anden opkvalificering, og det har vi altid gjort en indsats for,” siger Susanne Christensen.
Da hun gennem fagforeningen hørte om det EU-støttede projekt ”Vejen til varige job via kompetenceløft”, hvor ufaglærte kunne blive faglærte i en sen alder, undersøgte hun, hvor mange af medarbejderne, der havde interesse i det.
”Jeg præsenterede idéen for ledelsen, og de var positive. Derefter foretog jeg en rundspørge blandt medarbejderne. Responsen var klar. Tolv meldte sig med det samme til at få lavet en realkompetencevurdering af deres evner,” fortæller Susanne.
Det endte med, at syv medarbejdere startede i skoleforløb for at blive udlært til industrioperatør. Med deres mangeårige erfaring kunne de få merit for en stor del af uddannelsen, så Cobham kun skulle undvære dem tre gange á tre ugers varighed.

Investerer i medarbejdere
Den gode og frie arbejdsplads, som Susanne beskriver den, er da også til at spore i tid. Mange af virksomhedens medarbejdere har fx haft deres daglige gang i virksomheden i Pandrup i over 20 år.
”Jeg tror, de bliver hængende, fordi vi har et godt arbejdsmiljø herude. Vi har et godt sammenhold, hvor vi tager hånd om hinanden. Tilbuddet om voksenuddannelse viser, at det aldrig er for sent at investere i sine medarbejdere,” siger Susanne og tilføjer, at de syv medarbejdere har været meget glade for forløbet.
Holdstruktur
Det var egentlig ikke planen, at firmaet skulle undvære så mange mennesker på én gang, men Susanne argumenterede for, hvorfor det var en god idé.
”Jeg talte med ledelsen om, at det kunne være godt for dem at have hinanden at sparre med under forløbet. Samtidig kunne jeg se, at medarbejdernes ud fra deres realkompetencevurderinger havde nogenlunde samme niveau, så det gav rigtig god mening at sende dem afsted sammen,” siger hun.
I Cobham har de fået syv medarbejdere tilbage fra skoleforløb, som er gladere og har mere selvtillid. Som afslutning på forløbet var Susanne Christensen med til at fejre succesen sammen med medarbejdernes leder, fagforeningen og produktionschefen på EUC i Hjørring og Frederikshavn, da medarbejderne fik deres svendebrev.