Drømmen om at blive ernæringsassistent går i opfyldelse for 51-årige Lea
Efter mange års ufaglært arbejde i industrien er Lea Rahbæk Poulsen sprunget ud i tilværelsen som voksenelev. ”Selvom man når en sen alder, er det en god idé at gå i gang alligevel,” lyder budskabet fra hende.
Da Lea Rahbæk Poulsen blev færdig i folkeskolen, stod de nordjyske virksomheder i kø for at ansætte hende. Som ung var det pengene, der trak, så uddannelse kom aldrig på tale.
I dag er hun 51 år og i gang med en voksenuddannelse. For efter et halvt liv med hårdt, ufaglært arbejde, kaster hun nu sine kræfter efter en gammel drøm; at blive uddannet ernæringsassistent.
”Jeg har altid drømt om at blive ernæringsassistent. Da jeg var ung, ville jeg gerne være kok, men det gik i vasken. Jeg er fra årgang 68, så dengang jeg blev færdig i folkeskolen, var det super nemt at få et arbejde. Så jeg gik ud og fandt forskellige ufaglærte job i industrien,” forklarer Lea Rahbæk Poulsen.
En laksepropper fra Hirtshals
Lea har lavet alverdens forskellige ting som ufaglært ansat – nærmest alt, hvad hun kunne komme i nærheden af, som hun selv formulerer det. Blandt de mange ansættelser har hun arbejdet i en børnehave, lavet mobiltelefoner på en fabrik og været i lære som slagter. Men planen om at blive slagter hang ikke sammen med et liv med børn, så Lea vendte tilbage til industrien.
Det blev bl.a. til otte år på en fiskefabrik i Hirtshals, hvor hun skar fileter og pakkede laks. På godt nordjysk blev hun kaldt en laksepropper – men med tiden blev arbejdet for hårdt, og hun begyndte at drømme om en anden fremtid.
Lea endte som jobsøgende på dagpenge, og her blev hun præsenteret for idéen om at gå i gang med en voksenuddannelse. En sagsbehandler på jobcentret i Hjørring fortalte om det EU-støttede projekt ”Vejen til varige job via kompetenceløft”, som hjælper nordjyder med at blive faglærte.
”Efter at have søgt job i en længere periode uden held, begyndte jeg at tænke på uddannelse som en mulighed. Jeg tænkte, at det var smart at gå fra ufaglært til faglært, så jeg havde en bedre chance for at få et godt job,” siger Lea Rahbæk Poulsen.
Udfordringer som elev
Lea er sikker på, at beslutningen om uddannelse har været den helt rigtige, men forløbet har også budt på både udfordringer og glæder.
”Jeg har været vant til at bruge mine hænder i så mange år, så det var hårdt, at jeg pludselig skulle til at bruge den øverste,” griner hun.
Til juli er hun færdig som ernæringsassistent efter en tid med forskellige lærepladser. Fordi Lea ikke kunne få merit for sin tid i lære som slagter, måtte hun tage uddannelsen i sin fulde længde.
”Nu er jeg snart i mål, og det er både mærkeligt og dejligt. Jeg må indrømme, at det nogle gange har været et langt stræk, men jeg har haft viljen til at gennemføre det. Mine børn er stolte af mig og synes, det er fedt, at deres gamle mor er gået i gang med en uddannelse,” siger hun.
Identitet og stolthed
Det er ikke kun Leas børn, der kan se en positiv forandring hos Lea. Og så praktikkonsulent Niels Lyndorff-Hansen ved EUC Nord kan kigge tilbage på forløbet som en succes. Sammen med koordinatorerne Mette Kroll og Johnny Raaschou fra ”Vejen til varige job via kompetenceløft” har de haft kontakt til elev og virksomheder i projektet.
”At man kan sige, at man er faglært, er et rammende udtryk, for det skaber en vis identitet og stolthed. Man er næsten mere vågen med sine kolleger end med sin partner og familie, så det betyder rigtig meget for mange. Det med at skulle stå op om morgenen, have travlt, grine med kolleger osv. har stor betydning for ens hverdag,” siger Niels Lyndorff-Hansen.
”Jeg er glad for, at jeg nu får papir på min faglighed. Jeg er på vej det rigtige sted hen. Det har stor betydning for min selvforståelse, at jeg får en uddannelse. Før tænkte jeg, at jeg ikke duede til noget. Nu kan jeg snart kalde mig ernæringsassistent, og det er jeg stolt af,” tilføjer Lea, der gennem forløbet har lært at hvile mere i sig selv.
Det er ikke for sent
Til spørgsmål om, hvorfor der er en stor andel ufaglærte i Nordjylland, forklarer Niels Lyndorff-Hansen, at det kan skyldes en ændring i måden, vi taler om uddannelse på i dag.
”I dag får de unge meget mere vejledning, hvis de ikke laver noget eller ikke ved, hvad de skal. Hvis en ung i dag dropper ud af skolen eller andre tilbud, bliver de straks kontaktet og vejledt. På den måde er der kommet et andet fokus på uddannelse, end dengang Leas generation skulle videre,” siger Niels.
Den udlægning er Lea enig i.
”Der var ikke nogen, der holdte øje med os eller samlede os op på den måde. Men selvom man når en sen alder, så er det en god idé at gå i gang med en uddannelse alligevel. Vi går jo nok først på pension i slut 60’erne, så der er mange gode år endnu. Det handler om at springe ud i det,” lyder opfordringen fra hende.